Lang tid er gået siden der sidst var opdateringer på denne blog. Snestorm er afløst af dansk sommervejr og flertallet af Demokrater har efter lang tids tovtrækkeri fået trumfet en reform igennem, der vist nok giver amerikanerne universel sygesikring i 2014. Hvor begynder man?
Det var det spørgsmål Ask (min roommate) og jeg stillede os selv, da vi for en måned siden stod i en tom lejlighed, som vi følte os meget lettede over at have fået lov til at leje til den nette sum af $ 2000. Det er en stor lejlighed med bænke hele vejen rundt, kamin og et lille køkken, med en baråbning ind til stuen. Perfekte smugkrosfaciliteter. Den var nu helt tom. Det første møbel: et strygejern. Det er essentielt, at man ligner en, der har perfekt styr på sit liv. Man står op, spiser ikke morgenmad, men man pudser skoene, stryger en skjorte og binder sit slips. Nede ved starbucks på hjørnet af Connecticot Avenue og R street står Martin og Anna med en tall latte doubble shot - skimmed. Vi går til ambassaden og vi bliver der ofte til det er sent. Aldrig har jeg set så kontrolleret ud på daglig basis. Lejligheden i U street, hvor vi bor, er tom; vi er uden et hjem.
Hjemmet tager dog langsomt form omend på en temmelig tilfældig måde. Vi finder et skrivebord og en lænestol m.m. efterladt på gaden og en tur omkring en Nigeriansk handelsmand kaster en madras af sig. Pludselig befinder vi os i et kæmpe supermarked sammen med en masse latinamerikanere på jagt efter et liv i USA. I dette supermarked er der skilte på engelsk og spansk. Man kan købe alt, og det skal vi også. Sengetøj, vaskemidler, opvaskebørster, gulvmåtte, mokkakande, pander, støvsuger og spisestel... jeg kommer til at tænke på en replik fra Fight Club: "What kind of dining set defines me as a person?" (Sagt af hovedpersonen kort forinden hans hjem springer I luften.) Det spisestel der definerer os som personer er tilsyneladende det billigste.
Jeg takker ydmygt kinerserne for alle de varer, de har lavet til mig – også selv om flere af dem allerede nu er gået i stykker. Siden har IKEA gjort sit indtog, og vi er nået længere op ad behovspyramiden. Nu tales der om stuekunst og barskabe. Både Ask og jeg besidder nyoprettede stillinger, og vi stod derfor som de eneste uden tag over hovedet på forhånd. Vi håber, at vores anstrengelser kommer vore efterfølgere til gode.
Julia aflagde mig et ti dages besøg omkring begyndelsen af marts inden hun tog videre til Bhutan, hvor hun netop nu sidder og skriver speciale. Dvs. Jeg går ud fra, at hun sover lige nu eftersom klokken er 5.50 om morgenen derude. (Her er klokken 7.50 om aftenen og jeg sidder og spiser aftensmad, mens jeg sidder og lader min nyindkøbte Blackberry telefon udgyde tilfældig musik fra Pandoras “David Bowie Radio”. Lige nu er det Dark side of the Moon af Pink Floyd, som den har bestemt sig for lyder som David Bowie.) Men det var selvfølgelig rart at have besøg. Jeg havde glædet mig til at vise hende hvem det er jeg tilbringer tiden med og hvor det er jeg færdes. Bl.a. var vi heldige at, der var en konference i Verdensbanken, så jeg kunne få hende skrevet op til et adgangskort til bygningen, og vi fik smagt på nogle af diplomatlivets glæder: spændende oplæg (altså for dem der intereserer sig for udviklingspolitik), buffet og drinks. Det er en særlig – nærmest vulgær – oplevelse at stå i Verdensbanken i fint tøj med live band, gratis hvidvin og kanapèer efter en hel dag, hvor emnet har været den økonomiske krise og verdens fattigste mennesker – ord og grafer der i fjene lande manifesterer sig som sult, sygdom og nød. Set-uppet i Verdensbanken bar ikke præg af en økonomisk krise - snarere en moralsk. Men den krise går nok over med årene. Udover Verdensbanken fik jeg selvfølgelig vist Julia ambassaden, Det Hvide Hus, Capitol Hill og Lincoln Memorial hvor bl.a. Martin Luther King Jr. sin “I have a dream” – tale i sin tid. Andre vil kende stedet fra filmen Forrest Gump, hvor han taler til Vietnamdemonstranderne på samme sted. Mens der ikke blev tidtil at se nogen af byens 100 museer denne gang fik vi brugt lidt tid på diverse steder i det omkringliggende kvarter, der har vist sig at være et af de hippeste kvarterer i byen. Vi bor ved hjørnet af 18. gade og U street. Attende gade består mestendels af caféer, barer og små hyggelige restauranter fra verdens lande. Det er et typisk taxa plaster alle ugens dage, hvor folk lader sig samle op efter en pub crawl. U street er højborgen for afroamerikansk kultur. Indtil 1920’erne hvor New York og særligt Harlem tog over, var dette centrum for afroamerikanere i hele USA og siden har det været et hjemsted for især borgerrettighedsbevægelserne i 1960’erne. Mens U street - ligesom de andre “afroamerikanske bydele” - bærer præg af hård urbanitet og sociale problemer, er det også på denne gade at mange af de veluddannede højere-middelklasse-afroamerikanere bor og mødes. Du ved, dem der stereotypiseres i 80’er serien Cosby and Co. Det gør de blandt andet fordi det traditionsrige "sorte" Howard University ligger her, mens især pga. de legendariske og/eller hippe spillesteder i U street. Duke Ellington er født i kvarteret, og han spillede ofte i Bohemian Caverns, der er et af ”barndomshjemmende” for blues og jazz. Ligeledes har Dizzy Gilespie, Billie Holiday, Nina Simone og mange flere koryfæer holdt til her og givet selv fast food retauranter legendarisk status. I dag kan man gå ned ad gaden på en hvilken som helst aften og finde en koncert. Man finder alt fra soul, r&b, jazz, blues eller rap. Jeg er dumpet tilfældigt ind nogle gange –desværre ikke så meget som jeg gerne ville. Man skal være forberedt på at man nogle gange er de eneste hvide i lokalet, men jeg har ikke hidtil oplevet dette som et problem.
I den kommende weekend er det påske, og ambassaden er lukket fredag og mandag. Lars (ambassadørens svendborgensiske kok) har en bil, som nogle af os vil bruge til at komme ud i det “rigtige” USA. DC er en utrolig spændene by, men den bærer stærkt præg af, at det er hjemsted for den føderale regering, mindst fem universiteter, 180 ambassader, tænketanke, internationale hovedkvarterer etc. Folk som de er flest bor ikke her. Derfor skal vi ud og vi kører torsdag aften ud af byen gennem tobaks- og vinstaten Virginia, hvor vi overnatter på et motorvejsmotel. Dagen efter skulle vi gerne nå til turens mål: Nashville, Tennessee, hvor vi håber at kunne se noget countrymusik og kaste med lasso. Hvis det kan nåes, vil vi også gerne til Memphis hvor man finder Elvis Presleys Graceland.
Efter påske begynder så forberedelserne for alvor til opholdets arbejdsmæssige højdepunkt: Verdensbankens forårsmøde, hvor den nye minister Søren Pind kommer og forhåbentlig kan indgå aftale om den største reform af Verdensbanken siden grundlæggelsen i 1944. Jeg har været heldig at komme på et historisk tidspunkt, hvor man forsøger at blive enige om at indgå en aftale, der giver udviklingslandene og de nye stormagter mere indflydelse i Banken, og således opdatere den magtfulde organisationen til det nye århundrede. Det bliver stort! Jeg håber ligeledes at kunne opnå det lidt mere beskedne mål at opdatere denne blog lidt mere fremover. Men bær over med mig kære trofaste læser – tiden flyver!
Monday, February 15, 2010
Tuesday, February 9, 2010
Orientering

Som overskriften antyder handler dette indlæg om orientering. Det er ikke som i "Orientering på P1". Ligesom P1 har jeg ganske vist masser af udenrigsnyt at fortælle om - mine dagtimer går ikke med andet. Men indlægget handler altså ikke om det. Det handler om den helt konkrete og banale udfordring at finde vej. Det skulle efter sigende være umuligt at fare vild i Washington DC. Tro mig, jeg har gjort det umulige en del gange nu. Almindelig distraktion kombineret med en gribende og exceptionel evne til at miste retningssansen er den sikre vej til succes.
Det skulle nu ellers være lige til. DC er en diamantformet ikke-stat, der er indelt i fire dele. Det som ligger nordvest for Capitol Hill, sydvest for etc. Med udgangspunkt i Capitol Hill (billedet)spænder "the grid" sig ud. Dvs. lige vinkelrette gader, som kendt fra de fleste amerikanske byer. Nord-sydgående gader har numre og øst-vest gående har bogstaver. De er navngivet som deres beliggenhed ift. Capitol tilsiger. Således er NW 18th st. tættere på Capitol end NW 20th st. og NW P st. er tættere på end NW Q st. Meget sindrigt og praktisk - jeg elsker the grid!
Det bliver værre, når man skal forholde sig til Avenuerne, der skærer igennem "the grid" på kryds og tværs. De er opkaldt efter Unionens stater, og ligesom senatorerne der repræsenterer disse i Kongressen, har de en tendens til at skære på tværs de mærkeligste og mindst bekvemmer steder. Således bidrager de til forvirring og cirkelgang.
Aller værst er det, når man møder noget natur! Naturen lader sig ikke umiddelbart passe ind i "the grid". Det være sig en kløft, en skov eller en flod. Nogle af disse ting bidrog til at jeg gjorde det umulige og - i den forbindelse - unævnelige, da jeg skulle møde på første arbejdsdag. Ak og ve og suk!
Grunden til at orientering ligger mig så meget på sinde kan bl.a. tilskrives "homeland security". Det er ikke helt ligegyldigt hvor i byen man sætter sine ben i en by hvor der sker 200 mord om året - USAs 3. mest kriminelle by. Middelklassen og opefter i hierarkiet har klumpet sig sammen fortrinsvist i NW delen af byen eller i de pæne forstadskvarterer. Man kommer ikke i byens andre kvarterer, hvis man har råd til det. Jeg har bosat mig på denne adresse tæt på Malcolm X Park. Det er i et såkaldt "transitional area" dvs. det var en ghetto for 5 år siden. Nu har man bygget et storcenter og en aktiv nærpolitistation. Der er betjente på hvert gadehjørne og der står skilte som f.eks. "Drug Free Zone" rundt omkring. Nu er en del studerende, aktivister og andre "pæne mennesker" flyttet til området. Det er ganske fint og interessant. Jeg bor mellem 16. og 14. gade, og ved 13. gade starter ghettoen nu. Man kan således stadig mærke spændingerne, når man går ned ad 14. gade om aftenen. Grupper af unge, der går rundt og keder sig. Forknytte mennesker, hvis skæbne kun kan gisne om, og som få interesserer sig for. Inden jeg kom herover mente jeg at amerikanernes overdrevne hang til sikkerhed og enorme politibudgetter forekom en smule overdrevne. Man glemmer let i Danmark at mange Amerikanere lever med en reel sikkerhedstrussel hver eneste dag. I Danmark er en politimand som regel en irriterrende type, der giver bøder for at køre på cykel uden lys. I disse gader skaber han en tryghed for folk, der skal hjem gennem mørke gader. Jeg er dog forholdsvis uberørt af det. Jeg har råd til at tage en taxa, når jeg om natten skal hjem fra byens festkvarter, der ligger lige rundt om hjørnet.
Jeg har fået en god deal her for denne måned. $ 650 for et værelse med eget badeværelse og en stor stue og køkken, som jeg deler med en pige fra Colombia, der er jurist i en menneskerettighedsorganisation. Udlejeren er musiker og aktivist for prostitueredes rettigheder og bortrejst i denne måned. Hun har to klaverer, hvilket er meget fedt! Enhver, der kender mig godt, ved, at jeg ikke er et helt menneske uden et klaver. Det ene minus ved at bo her er, at der er en times gang til ambassaden (og man skal igennem en skov!). Det andet er at jeg skal finde noget andet til 1. marts. Men nu har jeg efterhånden også lært at orientere mig her, og der skal nok dukke noget godt op.
Jeg sender varme tanker til Danmark fra en by der er begravet i en meter sne. Det kan være jeg bliver nød til at tage snefri i morgen, hvis den lovede storm bliver slem. Rendyrket tristesse hvis det skulle ske! Heldigvis kan man sagtens arbejde hjemmefra.
Monday, February 8, 2010
Begyndelse i USA
Ser man på kalenderen er det nu lidt mere end en uge siden jeg forlod Danmark. Alligevel synes det allerede nu at være en fjern fortid - noget som skete engang før livet her i Washington begyndte. Det må være en slags rejsekulder, der kan tilskrives det svimlende bombardement af indtryk og informationer, som jeg har fået del i siden jeg kom.
Jeg er relativt etableret nu. Jeg har fået et dejligt værelse for resten af måneden, et amerikansk mobilnummer +1-202-431-1770 (dyrt!) og et Smart Trip kort til de overraskende velfungerende offentlige transportmidler. Daglivareinkøb har sin egen meget sigende charme her, og der kommer sikkert et særskilt blogindlæg om dette emne, når jeg kender det bedre.
Ankomsten var interessant og en smule kaotisk. Den kassiske følelse af at være kommet ind med 4-toget, som du sikkert kender fra dig selv. Jeg har prøvet det før: Ollerup, Odense, København, Montpellier m.m. Følelsen af at begynde på noget nyt der på en gang er temporært og evigt. Hvordan er det nu lige verden hænger sammen på dette sted? Man bliver usikker og forvirret. Og opmærksom og eftertænksom. På ubestemte tidspunkter i denne delikate proces oplever man et glimt af semantik, som sætter aftryk i en selv. Det bedste ord for det er vel "erfaring". Har man mistet fodfæste for en tid, har man forberedt sig på at gøre det igen, og jeg tror de tidligere led i min kæde har forberedt mig på dette. Ollerup, Odense, København, Montpellier, Washington...?
Hvad gør man, når man ankommer allene til en ny storby? Man indlogerer sig på det lokale Youth Hostel og finder folk, der sejler i samme båd. Jeg fik således i den første weekend lejlighed til at møde nyligt uddannede Amerikanere fra provinsen, der jagter bolig og job i og omkring "The Hill" (kongressen), unge folk af alle nationaliteter på gennemrejse og en pensioneret svensk tandlæge, der at dømme ud fra Jernkorset på hans ring havde Nationalsocialistiske sympatier. Det resulterede i at jeg fik lov til at se nogle af byens utallige monumenter og museer sammen med to Argentinere og en Schweizer. Gode bekendtskaber og rejsekammerater, og det er smart at turistere med folk der er på gennemrejse og derfor har mere travlt med at få set det hele end en selv. Hvor tit giver man egentlig sig selv lejlighed til at være turist i den by, man bor i?
Mandag var første dag på ambassaden med dertil hørende "korte" introduktioner til ambassadens funktioner og arbejdsområder. Det er Kongerigets største ambassade til et andet land (bilaterale ambassade) og den dækker alt hvad en småstat kunne tænke sig at have af relationer til verdens eneste supermagt og de multilaterale organisationer der er at finde i dens hovestad. Forsvar, Kulturfremstød, Udenrigspolitik, Amerikansk Indenrigspolitik, Landbrug, Handel og Udviklingspolitik. Konsulære ting er udliciteret til Generalkonsulatet i New York, så hvis du har tabt dit pas eller er blevet bestjålet i Las Vegas så lad venligst være med at forstyrre os i Washington med dine banale problemer. Ring til generalkonsulatet i New York!
Vi er otte praktikanter i alt, der er knyttet til hvert vores område. Fire piger og fire drenge nogenlunde retfærdigt fordelt på geografi og uddannelser. Vi hænger en del ud sammen, og det føles næsten som at begynde i en ny klasse. Der er 70.000 politiske interns i byen i alt og vi har været ude at møde nogle af dem. Der er jævnligt arrangementer for praktikanter fra de europæiske ambassader, og vi har holdt et arrangement med de flinke svenskere, der blev crashet af nogle fyre fra den Spanske ambassade. Vores popularitet bliver godt hjulpet på vej af vores fire smukke lyshårede piger i truppen. Udover at udforske byens vibrerende bar- og restaurantliv har vi også været til mega sneboldskamp i byens centrum og i går lykkedes det mig for første gang at se en hel amerikansk fodboldkamp. Super Bowl, der vist nok blev vundet af dem, vi hepper på. I dag har vi fået snefri pga. den efter sigende værste snestorm siden 1922. Set fra min ydmyge udsigtspost her i DC centrum forekommer det utroligt at amerikanerne ikke kan køre i bil i en smule snevejr og alt - inklussive regeringskontorerne - skal lukke ned. Men det er da dejligt at få tid til at blogge lidt. Ellers har det været en intens start her, og det har ikke været svært at falde i søvn om aftenen. En både opmuntrende og lovende begyndelse på noget på en gang temporært og blivende.

Subscribe to:
Posts (Atom)