Sometimes a man gets carried away

Lang tid er gået siden der sidst var opdateringer på denne blog. Snestorm er afløst af dansk sommervejr og flertallet af Demokrater har efter lang tids tovtrækkeri fået trumfet en reform igennem, der vist nok giver amerikanerne universel sygesikring i 2014. Hvor begynder man?
Det var det spørgsmål Ask (min roommate) og jeg stillede os selv, da vi for en måned siden stod i en tom lejlighed, som vi følte os meget lettede over at have fået lov til at leje til den nette sum af $ 2000. Det er en stor lejlighed med bænke hele vejen rundt, kamin og et lille køkken, med en baråbning ind til stuen. Perfekte smugkrosfaciliteter. Den var nu helt tom. Det første møbel: et strygejern. Det er essentielt, at man ligner en, der har perfekt styr på sit liv. Man står op, spiser ikke morgenmad, men man pudser skoene, stryger en skjorte og binder sit slips. Nede ved starbucks på hjørnet af Connecticot Avenue og R street står Martin og Anna med en tall latte doubble shot - skimmed. Vi går til ambassaden og vi bliver der ofte til det er sent. Aldrig har jeg set så kontrolleret ud på daglig basis. Lejligheden i U street, hvor vi bor, er tom; vi er uden et hjem.
Hjemmet tager dog langsomt form omend på en temmelig tilfældig måde. Vi finder et skrivebord og en lænestol m.m. efterladt på gaden og en tur omkring en Nigeriansk handelsmand kaster en madras af sig. Pludselig befinder vi os i et kæmpe supermarked sammen med en masse latinamerikanere på jagt efter et liv i USA. I dette supermarked er der skilte på engelsk og spansk. Man kan købe alt, og det skal vi også. Sengetøj, vaskemidler, opvaskebørster, gulvmåtte, mokkakande, pander, støvsuger og spisestel... jeg kommer til at tænke på en replik fra Fight Club: "What kind of dining set defines me as a person?" (Sagt af hovedpersonen kort forinden hans hjem springer I luften.) Det spisestel der definerer os som personer er tilsyneladende det billigste.
Jeg takker ydmygt kinerserne for alle de varer, de har lavet til mig – også selv om flere af dem allerede nu er gået i stykker. Siden har IKEA gjort sit indtog, og vi er nået længere op ad behovspyramiden. Nu tales der om stuekunst og barskabe. Både Ask og jeg besidder nyoprettede stillinger, og vi stod derfor som de eneste uden tag over hovedet på forhånd. Vi håber, at vores anstrengelser kommer vore efterfølgere til gode.
Julia aflagde mig et ti dages besøg omkring begyndelsen af marts inden hun tog videre til Bhutan, hvor hun netop nu sidder og skriver speciale. Dvs. Jeg går ud fra, at hun sover lige nu eftersom klokken er 5.50 om morgenen derude. (Her er klokken 7.50 om aftenen og jeg sidder og spiser aftensmad, mens jeg sidder og lader min nyindkøbte Blackberry telefon udgyde tilfældig musik fra Pandoras “David Bowie Radio”. Lige nu er det Dark side of the Moon af Pink Floyd, som den har bestemt sig for lyder som David Bowie.) Men det var selvfølgelig rart at have besøg. Jeg havde glædet mig til at vise hende hvem det er jeg tilbringer tiden med og hvor det er jeg færdes. Bl.a. var vi heldige at, der var en konference i Verdensbanken, så jeg kunne få hende skrevet op til et adgangskort til bygningen, og vi fik smagt på nogle af diplomatlivets glæder: spændende oplæg (altså for dem der intereserer sig for udviklingspolitik), buffet og drinks. Det er en særlig – nærmest vulgær – oplevelse at stå i Verdensbanken i fint tøj med live band, gratis hvidvin og kanapèer efter en hel dag, hvor emnet har været den økonomiske krise og verdens fattigste mennesker – ord og grafer der i fjene lande manifesterer sig som sult, sygdom og nød. Set-uppet i Verdensbanken bar ikke præg af en økonomisk krise - snarere en moralsk. Men den krise går nok over med årene. Udover Verdensbanken fik jeg selvfølgelig vist Julia ambassaden, Det Hvide Hus, Capitol Hill og Lincoln Memorial hvor bl.a. Martin Luther King Jr. sin “I have a dream” – tale i sin tid. Andre vil kende stedet fra filmen Forrest Gump, hvor han taler til Vietnamdemonstranderne på samme sted. Mens der ikke blev tidtil at se nogen af byens 100 museer denne gang fik vi brugt lidt tid på diverse steder i det omkringliggende kvarter, der har vist sig at være et af de hippeste kvarterer i byen. Vi bor ved hjørnet af 18. gade og U street. Attende gade består mestendels af caféer, barer og små hyggelige restauranter fra verdens lande. Det er et typisk taxa plaster alle ugens dage, hvor folk lader sig samle op efter en pub crawl. U street er højborgen for afroamerikansk kultur. Indtil 1920’erne hvor New York og særligt Harlem tog over, var dette centrum for afroamerikanere i hele USA og siden har det været et hjemsted for især borgerrettighedsbevægelserne i 1960’erne. Mens U street - ligesom de andre “afroamerikanske bydele” - bærer præg af hård urbanitet og sociale problemer, er det også på denne gade at mange af de veluddannede højere-middelklasse-afroamerikanere bor og mødes. Du ved, dem der stereotypiseres i 80’er serien Cosby and Co. Det gør de blandt andet fordi det traditionsrige "sorte" Howard University ligger her, mens især pga. de legendariske og/eller hippe spillesteder i U street. Duke Ellington er født i kvarteret, og han spillede ofte i Bohemian Caverns, der er et af ”barndomshjemmende” for blues og jazz. Ligeledes har Dizzy Gilespie, Billie Holiday, Nina Simone og mange flere koryfæer holdt til her og givet selv fast food retauranter legendarisk status. I dag kan man gå ned ad gaden på en hvilken som helst aften og finde en koncert. Man finder alt fra soul, r&b, jazz, blues eller rap. Jeg er dumpet tilfældigt ind nogle gange –desværre ikke så meget som jeg gerne ville. Man skal være forberedt på at man nogle gange er de eneste hvide i lokalet, men jeg har ikke hidtil oplevet dette som et problem.
I den kommende weekend er det påske, og ambassaden er lukket fredag og mandag. Lars (ambassadørens svendborgensiske kok) har en bil, som nogle af os vil bruge til at komme ud i det “rigtige” USA. DC er en utrolig spændene by, men den bærer stærkt præg af, at det er hjemsted for den føderale regering, mindst fem universiteter, 180 ambassader, tænketanke, internationale hovedkvarterer etc. Folk som de er flest bor ikke her. Derfor skal vi ud og vi kører torsdag aften ud af byen gennem tobaks- og vinstaten Virginia, hvor vi overnatter på et motorvejsmotel. Dagen efter skulle vi gerne nå til turens mål: Nashville, Tennessee, hvor vi håber at kunne se noget countrymusik og kaste med lasso. Hvis det kan nåes, vil vi også gerne til Memphis hvor man finder Elvis Presleys Graceland.
Efter påske begynder så forberedelserne for alvor til opholdets arbejdsmæssige højdepunkt: Verdensbankens forårsmøde, hvor den nye minister Søren Pind kommer og forhåbentlig kan indgå aftale om den største reform af Verdensbanken siden grundlæggelsen i 1944. Jeg har været heldig at komme på et historisk tidspunkt, hvor man forsøger at blive enige om at indgå en aftale, der giver udviklingslandene og de nye stormagter mere indflydelse i Banken, og således opdatere den magtfulde organisationen til det nye århundrede. Det bliver stort! Jeg håber ligeledes at kunne opnå det lidt mere beskedne mål at opdatere denne blog lidt mere fremover. Men bær over med mig kære trofaste læser – tiden flyver!