Orientering

Som overskriften antyder handler dette indlæg om orientering. Det er ikke som i "Orientering på P1". Ligesom P1 har jeg ganske vist masser af udenrigsnyt at fortælle om - mine dagtimer går ikke med andet. Men indlægget handler altså ikke om det. Det handler om den helt konkrete og banale udfordring at finde vej. Det skulle efter sigende være umuligt at fare vild i Washington DC. Tro mig, jeg har gjort det umulige en del gange nu. Almindelig distraktion kombineret med en gribende og exceptionel evne til at miste retningssansen er den sikre vej til succes.

Det skulle nu ellers være lige til. DC er en diamantformet ikke-stat, der er indelt i fire dele. Det som ligger nordvest for Capitol Hill, sydvest for etc. Med udgangspunkt i Capitol Hill (billedet)spænder "the grid" sig ud. Dvs. lige vinkelrette gader, som kendt fra de fleste amerikanske byer. Nord-sydgående gader har numre og øst-vest gående har bogstaver. De er navngivet som deres beliggenhed ift. Capitol tilsiger. Således er NW 18th st. tættere på Capitol end NW 20th st. og NW P st. er tættere på end NW Q st. Meget sindrigt og praktisk - jeg elsker the grid!
Det bliver værre, når man skal forholde sig til Avenuerne, der skærer igennem "the grid" på kryds og tværs. De er opkaldt efter Unionens stater, og ligesom senatorerne der repræsenterer disse i Kongressen, har de en tendens til at skære på tværs de mærkeligste og mindst bekvemmer steder. Således bidrager de til forvirring og cirkelgang.
Aller værst er det, når man møder noget natur! Naturen lader sig ikke umiddelbart passe ind i "the grid". Det være sig en kløft, en skov eller en flod. Nogle af disse ting bidrog til at jeg gjorde det umulige og - i den forbindelse - unævnelige, da jeg skulle møde på første arbejdsdag. Ak og ve og suk!

Grunden til at orientering ligger mig så meget på sinde kan bl.a. tilskrives "homeland security". Det er ikke helt ligegyldigt hvor i byen man sætter sine ben i en by hvor der sker 200 mord om året - USAs 3. mest kriminelle by. Middelklassen og opefter i hierarkiet har klumpet sig sammen fortrinsvist i NW delen af byen eller i de pæne forstadskvarterer. Man kommer ikke i byens andre kvarterer, hvis man har råd til det. Jeg har bosat mig på denne adresse tæt på Malcolm X Park. Det er i et såkaldt "transitional area" dvs. det var en ghetto for 5 år siden. Nu har man bygget et storcenter og en aktiv nærpolitistation. Der er betjente på hvert gadehjørne og der står skilte som f.eks. "Drug Free Zone" rundt omkring. Nu er en del studerende, aktivister og andre "pæne mennesker" flyttet til området. Det er ganske fint og interessant. Jeg bor mellem 16. og 14. gade, og ved 13. gade starter ghettoen nu. Man kan således stadig mærke spændingerne, når man går ned ad 14. gade om aftenen. Grupper af unge, der går rundt og keder sig. Forknytte mennesker, hvis skæbne kun kan gisne om, og som få interesserer sig for. Inden jeg kom herover mente jeg at amerikanernes overdrevne hang til sikkerhed og enorme politibudgetter forekom en smule overdrevne. Man glemmer let i Danmark at mange Amerikanere lever med en reel sikkerhedstrussel hver eneste dag. I Danmark er en politimand som regel en irriterrende type, der giver bøder for at køre på cykel uden lys. I disse gader skaber han en tryghed for folk, der skal hjem gennem mørke gader. Jeg er dog forholdsvis uberørt af det. Jeg har råd til at tage en taxa, når jeg om natten skal hjem fra byens festkvarter, der ligger lige rundt om hjørnet.

Jeg har fået en god deal her for denne måned. $ 650 for et værelse med eget badeværelse og en stor stue og køkken, som jeg deler med en pige fra Colombia, der er jurist i en menneskerettighedsorganisation. Udlejeren er musiker og aktivist for prostitueredes rettigheder og bortrejst i denne måned. Hun har to klaverer, hvilket er meget fedt! Enhver, der kender mig godt, ved, at jeg ikke er et helt menneske uden et klaver. Det ene minus ved at bo her er, at der er en times gang til ambassaden (og man skal igennem en skov!). Det andet er at jeg skal finde noget andet til 1. marts. Men nu har jeg efterhånden også lært at orientere mig her, og der skal nok dukke noget godt op.

Jeg sender varme tanker til Danmark fra en by der er begravet i en meter sne. Det kan være jeg bliver nød til at tage snefri i morgen, hvis den lovede storm bliver slem. Rendyrket tristesse hvis det skulle ske! Heldigvis kan man sagtens arbejde hjemmefra.